Guide til dilemmafilm

Hvad er dilemmafilm?

Dilemmafilmene er korte film med konstruerede samtaler mellem sundhedspersonale og forældre, alle spillet af skuespillere. Samtalerne er bygget op omkring en fiktiv case, hvor vi følger et forældrepar, Sarah og Søren, i samtaler med sygeplejerske og læge. Sarah er alvorligt syg, og der er tre børn i familien.

De fire dilemmafilm giver hvert et eksempel på, hvordan sundhedspersonalet kan tale med forældre om, hvordan de støtter deres børn på fire forskellige tidspunkter i sygdomsforløbet.

  • Dilemmaspil 1: Tidspunktet omkring diagnosen
  • Dilemmaspil 2: Sygdommens op- og nedture
  • Dilemmaspil 3: Når sygdommen er uhelbredelig
  • Dilemmaspil 4: Efter dødsfaldet 

Sådan bruger du dilemmafilmene

Før hvert dilemmafilm kan du læse om den situation, familien befinder sig i.
Se Dilemmafilm. Undervejs er der indlagt korte pauser med spørgsmål, som giver dig mulighed for at stoppe op og tænke over, hvad du selv ville tænke eller sige i situationen.
Du kan evt. notere dine overvejelser ned og tale videre med dine kolleger om dem.

Hver dilemmafilm giver et bud på mulige måder at tale med forældre på, som du kan lade dig inspirere af, og som kan give anledning til refleksion og til udveksling med kolleger.

Husk at der ikke er én rigtig måde at gøre det på, og at en samtale altid må tilpasses den enkelte familie og den givne situation. Ligeledes vil du som sundhedspersonale finde måder at tale med familier på, som passer godt til dig.

Hvis du allerede er vant til at hjælpe forældre med at støtte deres børn, kan dilemmafilmene give yderligere inspiration. Hvis området er nyt for dig, kan dilemmafilmenes eksempler kombineret med baggrundsviden om børn og unge pårørendes behov, forhåbentlig hjælpe dig med at komme i gang med sådanne samtaler med forældre.